Ældre mennesker har længe klaget over, at produkter designet til dem er klodsede og uskønne.
Nu begynder investorer og opfindere at lytte til deres kritik.
I takt med at befolkningen på 65 år og derover vokser, så vokser deres købekraft på markedet også – og det går ikke designernes næse forbi. Flere virksomheder tilbyder rollatorer, stokke og andre produkter, der behændigt hjælper de ældre – og samtidig er stilfulde. Og investorer hjælper flere af disse virksomheder med at komme på markedet.
Boomer-generationen er den første generation, der bruger sin betydelige købekraft til at afvise dårligt design, siger Patricia Moore, industriel designer. I 1970’erne, Da Dr. Moore var i sine 20’ere, forklædte hun sig i et år som firsårig for fuldt ud at forstå, hvordan design rettet mod ældre mennesker kommer til kort.
“Vi var dem, der altid kæmpede for social forandring, og vi så godt ud, imens vi gjorde det,” siger designeren, der nu er 67 år gammel. “Den medicinske tilgang til det at blive ældre passer os ikke, og vi benytter vores valg som forbrugere til at skabe forandring.”
Produkter som rollatorer og stokke har været langsomme til at udvikle sig æstetisk i løbet af det sidste århundrede, da designere i høj grad fokuserede på produkter til deres unge, mobile jævnaldrende og stort set ignorerede de ældres ønsker, siger Chris McGinley, seniorforsker ved Helen Hamlyn Center for Design ved Royal College of Art i London.
Men Dr. McGinley siger, at der er sket et skift i den måde, designtænkning undervises på i skolerne, og samtidig med at den “egocentriske superstjerne-designer” langsomt er døet ud, så har det betydet, at dem, der udvikler produkter til ældre mennesker, nu tager højde for deres behov og ønsker.
“Etnografiske metoder inden for forskning og design, der lærer folk at forstå slutbrugerens oplevelse, var en niche for ca. 10 år siden; nu er de en del af de fleste gode designkurser,” siger Dr. McGinley.
Når designere spørger ældre mennesker, hvilke slags produkter de vil have, er svaret ofte enkelt: produkter, der ikke ligner noget, en skrøbelig, vaklende person ville bruge, siger Don Norman, tidligere Apple-designer. Som 84-årig mener han, at designere alt for ofte sætter lighedstegn mellem alder og fattigdom.
“Igennem vores liv, finder vi så ikke alle sammen nogle attraktive møbler eller noget flot tøj, som vi gerne vil betale lidt ekstra for?” siger han. “Hvorfor skulle det være anderledes på det her tidspunkt i livet?”
Ønsket om en cool rollator eller veldesignede faciliteter til langtidspleje har rod i langt mere end blot forfængelighed, siger Charlotte Yeh, overlæge for AARP, der selv brugte stok i en årrække efter en bilulykke i 2011.
“Vi er nødt til at gøre noget ved det skadelige image, der i mange tilfælde følger med det at blive ældre, og gammeldags mobilitetsudstyr og medicinsk udstyr kan nemt gøre dig til genstand for medlidenhed,” siger Dr. Yeh. “Når du i stedet tilfører en følelse af målrettet design, skønhed og æstetik til udstyret, så vil folk tale om det, og folk vil tale med dig – det bliver en måde at skabe forbindelse til andre på.”
Gruppen er talstærk: I 2018 var der 52 millioner amerikanere over 65 år, et tal, der ifølge Census Bureau næsten vil være fordoblet til 95 millioner i 2060. Og Boston Consulting Group forventer, at amerikanere over 55 år vil stå for halvdelen af al indenlandsk forbrugsvækst fra 2008 til 2030.
Alligevel fandt man i en Ipsos-markedsanalyse ud af, at 82 % af dem over 55 år mener, at deres foretrukne brands ikke længere forstår dem eller deres behov. Denne følelse af fremmedgørelse – plus en stigning i tilegnelsen af internet-færdigheder blandt pensionister – er med til, at demografien opsøger og bruger deres penge på brands, der imødekommer deres æstetiske behov, siger Brian McMahon, grundlægger af forskningskollektivet for design, Segment International LLC.
“Idéen om, at ældre mennesker er mere loyale over for brands, er en forældet opfattelse,” siger han.
Mange af de virksomheder, som de ældre opsøger, er relativt nye inden for nichen.
Det danske designhus byACRE ApS, der fik sin detaildebut i 2018, producerer kulstofbaserede rollatorer som et stilfuldt og let alternativ til de tunge og uelegante aluminiumsprodukter, der sælges i mobilitetsbutikker. Siden lanceringen har den danske virksomhed solgt omkring 12.000 rollatorer til kunder i USA, Japan og Australien.
Grundlægger og administrerende direktør Anders Berggreen var tidligere administrerende direktør for Seed, en virksomhed, der solgte high-end-klapvogne. Han begyndte at tilpasse sine designfærdigheder til pensionistmarkedet, efter nogen på en designmesse kommenterede på ligheden mellem klapvogne og rollatorer.
For ti år siden ville byACRE ikke have eksisteret, siger Berggreen. “Ældre mennesker bruger internettet mere, og når de googler ‘stilfuld rollator’, finder de os,” siger han.
Endnu en stor ændring: “Det er primært slutbrugerne, der foretager købene,” siger han. “Tidligere var det børn eller omsorgspersoner, der stod for købene, og de valgte, hvad end der var i mobilitetsbutikkerne – hvilket betød, at udseendet og brugervenligheden ikke altid blev prioriteret.”
Kilde: Wall Street Journal – Why Canes and Walkers are Getting a New Look – 1. august 2020