Ifølge min DNA-historie er jeg 22%, næsten en fjerdedel svensk. Denne arv kommer fra min oldemor, Agnes Hildegard Helena Landerholm, som blev født den 4. februar 1880 i Kimstad, Östergötland, Sverige. Agnes, som var tre måneder gammel, da hun sejlede med sin far, Anders (min tipoldefar), sin mor Thilda, og hendes storesøster Emma, på Marsdin-skibet til Hull, England, og derefter videre til Ellis Island, New York, med ankomst 24. maj 1880. Hun voksede op i Connecticut og da hun var 26 år gammel blev hun gift med min oldefar, William Henry Jones, 12. juni 1906.

141 år efter Agnes’ ankomst til New York, flyver hendes oldebarn, Elizabeth Ann Jones (mig), til Sverige for femte gang.

I begyndelsen af maj 2021, under en FaceTime-chat med Anna-Lena og Liselotte, to af mine mangeårige svenske venner, fortæller de mig, at de flytter til et nyt hjem i Mölle, og inviterer mig til at komme og foreslår, at jeg flyver til København, som er tættere på Mölle. Jeg køber entusiastisk mine Scandinavian Airlines billetter til og fra Kastrup.

Nu er mine billetter købt. Dernæst skal jeg finde ud af, hvordan kommer jeg til og fra lufthavnen. Da jeg finder ud af, at køreturen fra Mölle til Kastrup er 90 minutter, sender jeg en mail til Maria, min kontakt hos byACRE, for at se, om hun vil møde mig til kaffe, nær kajen, hvor færgen kommer ind fra Sverige. Maria mailer tilbage; da hun fortalte sine kollegaer, at jeg fløj ind med Carbon Ultralight og ville mødes til kaffe, blev det hurtigt besluttet, at hun og Anders (direktør og grundlægger af byACRE) ville hente mig i Kastrup sammen med mit nyeste rollatorkøb: Carbon Overland. I mellemtiden sender jeg en sms til Anna-Lena for at fortælle hende, at jeg skal have kaffe i nærheden af færgen, så de ikke skal køre hele vejen til lufthavnen. Anna-Lena svarer, at de kommer ind til København aftenen før og bor på Hotel Ottilia i Carlsberg Byen. Dette for at gøre det nemmere at hente mig i Kastrup om morgenen.

Alle burde have mine bekymringer; der er for mange mennesker til at hente mig i lufthavnen i København.

Jeg ankommer. Jeg bliver først bedt om at gå bagerst i flyet for at komme ud, og dernæst får jeg at vide, at min kørestol venter oppe foran. Da jeg endelig er på vej i den rigtige retning, ser jeg en stor mand med en gul vest. Oskar tager min rygsæk og jeg tager hans arm da vi går ned af trappen. Vi går over asfalten og jeg “tager mig god tid”. Vi går op ad en anden trappe til lufthavnen. Oskar skubber mig i kørestol hen til en golfvogn, og så skal vi til bagageudlevering. Efter et stykke tid får jeg øje på min indtjekkede taske. Oskar læsser alt inklusive min byACRE Carbon Ultralight på bagagevognen. Med den ene hånd skubber Oskar kørestolen og med den anden hånd bagagevognen.

Udenfor hører jeg en stemme, der kalder mit navn. Jeg vender mig for at møde Maria og min nye byACRE Carbon Overland. Jeg rejser mig og tager fat i min nye Overland og så krydser Maria og jeg gaden for at finde og møde Anders Berggreen, designeren/stifteren af byACRE. De forklarer mig, at de havde hver deres bil med, fordi Anders har en Jaguar cabriolet fra 1974, som ikke passer til min bagage og/eller de to rollatorer. Så jeg kører med Anders, og Maria tager al bagagen. Jeg forestiller mig, at jeg er Audrey Hepburn, og jeg ville ønske, at jeg havde et Givenchy-tørklæde, da vi kører afsted mod Hotel Ottilia i Carlsbergbyen.

På Hotel Ottilia går vi op til Tramonto Rooftop. Vi finder et bord på terrassen med en pragtfuld 360 graders udsigt over bydelen nedenfor, og vi er selvfølgelig omgivet af små humlehaver. Anna-Lena og Lisa slutter sig snart til os. Jeg er helt vild med at se to af mine kæreste venner gennem cirka 25 år, som jeg ikke har set i over to år.

Jeg vågner op i Mölle. Den fjerne lyd af bådmotorer, travle mågetriller, vand, der skvulper over sten, klokkespil fra sejlbådsklynger, der banker. Når jeg lytter, og læner mig tilbage på træterrassen, og nipper til min espresso, er jeg overrasket over at se 5 eller 6 surfere. Ja, der er bølger, ikke Maui størrelse, men god størrelse dønninger. Spørgsmålet er, om de surfere har deres surfbræt opbevaret ind mellem deres langrendsski og deres hundeslæder?

Surf’s up, Sverige!

Det viser sig, at Mölle er nummer fem på listen over Sveriges surfing-hotspots. Ærgerligt, jeg forlod mit surfbræt i NYC. I stedet har pigerne lejet en golfvogn. Jeg er vild med at turnere rundt i Mölle med min Overland spændt bagpå.

Vi ender ved Ransvik Havsveranda til frokost. Jeg går op ad den udendørs rulletrappe, der går ned ad bakken til caféen med en smuk udsigt over Øresund. Lisa og Anna-Lena hilser på mig i bunden af trappen med min Overland og vi finder et bord og får Hernö Gin & Tonics og Kallrökt Lax På Rågbrod (koldrøget laks på rugbrød). Næste aften sejler en fantastisk yacht hen over horisonten. Det er Anna-Lenas bror, Mikael’s Svane 77, Tugela.

Jeg går ned langs siden af huset med min Carbon Overland til golfvognen, som Anna-Lenna og Lisas ældste søn Ivan har hentet.Vi går til kajen, hvor jeg bliver løftet videre til en RIB, der tager mig til Tugela, og jeg bliver forsigtigt løftet og manøvreret om bord. Da vi er vel ankommet nipper vi til lidt champagne.