Vindere af Red Dot Design 2019

Det anerkendes endeligt, at produktet, som ingen ønsker sig, også kan have stil og smart design

Kulfiber i organiske former og designreferencer til geparder og andre atletiske dyr er oftest forbundet med mobilitetsprodukter som cykler og biler. Rollatorer markedsføres normalt med fokus på helt andre kvaliteter såsom vægt, ergonomi og bremsefunktion med mere. Indtil nu har design aldrig været tænkt ind i denne produktkategori, hvilket giver mennesker med æstetisk sans et meget begrænset udvalg, når deres mobilitet udfordres, og mobilitetshjælpemidler bliver afgørende for, at de kan have et aktivt og socialt liv.

“Da min mands læge fortalte ham, at han var nødt til at bruge en rollator for at hjælpe med balancen, så mistede han modet. Han blev indadvendt, var hjemme det meste af tiden, og jeg begyndte at blive bekymret for ham! En af vores venner foreslog, at han fik en af de flotte rollatorer fra byACRE, og så begyndte han at live op igen”, fortæller Elsebeth fra Danmark.

byACRE er en dansk virksomhed, hvis mission er at producere antistigmatiserende mobilitetshjælpemidler ved at kombinere funktionalitet med æstetik. Deres Carbon Ultralight-rollator har netop modtaget den ærefulde Red Dot Design Award, hvilket er en anerkendelse af idéen om, at mobilitetshjælpemidler også kan fremstilles med øje for stil og smart design.

Når mennesker når det punkt i livet, hvor de bliver nødt til at acceptere, at hjælpemidler er blevet en væsentlig del af deres hverdag, så bliver deres selvopfattelse udfordret. “Mobilitetshjælpemidler skal passe ind i brugerens selvopfattelse. Mange mobilitetshjælpemidler ser kliniske og institutionsprægede ud, og brugerne kan ikke se sig selv i dem. Det resulterer i, at brugerne ikke har lyst til at bruge dem”, som det stod i det danske magasin OT i marts 2018. For mange mennesker tager det måneder eller endda år at acceptere forandringerne i deres liv, og blandt konsekvenserne er mindre social og fysisk aktivitet, hvilket kan føre til ensomhed og forringet helbred.

“Det, at vi har vundet den her pris, er et stort skridt på vejen i vores mission om at bekæmpe stigmatiseringen omkring brug af mobilitetshjælpemidler. Vores identitet og ønske om at give udtryk for denne forsvinder ikke, bare fordi vores mobilitet udfordres. Vi har selv oplevet, hvordan design kan øge livskvaliteten for vores brugere, og det er i sig selv virkelig givende”, siger adm. direktør for byACRE, Anders Berggreen.

Rollatoren er blevet godt modtaget af brugere verden over, som sætter pris på, hvordan designet af Carbon Ultralight giver dem deres uafhængighed og aktive liv tilbage. Rollatorens lette vægt gør den ideel til både små og store eventyr, og det stilrene udseende passer til deres selvopfattelse.