Huset har en fantastisk historie,” siger Barbara Jakobson, og meget af den historie har hun selv været med til at skabe. Hun er 88 år og har boet her siden 1965, og i den tid har hun fyldt alle fem etager med sin samling af malerier, skulpturer, fotografier og møbler. Og det sidste, hun havde lyst til, var at forlade det. “Når man har et hus her i byen, er man nødt til at leve et liv, hvor alting foregår meget lodret, og efter 56 år, hvor jeg uden større uheld har gået op og ned af trapper, snublede jeg omkring kl. 17.30, fredag d. 23. oktober, da jeg skulle skynde mig fra den øverste etage til den nederste, og forbandede min skæbne, da jeg landede på reposen”, fortæller hun. Hun brækkede benet i faldet, men “jeg slog ikke mit hoved!”, siger hun glad.

Hun indså straks, at hun var nødt til at finde en mere sikker måde at bevæge sig mellem etagerne på. Nok en af de der trappelifte, hvis hun fandt én, hun kunne lide. Huset kunne tilpasses, og det havde altid ændret sig med hendes liv, efterhånden som hendes samling udviklede sig. “Jeg ser huset som en arena for en kontinuerlig selvbiografisk øvelse,” siger hun. “Jeg lader transformationen være som et livstegn.”

De opfostrede tre børn der. Barbara, der voksede op over for Brooklyn Museum og tilbragte mange timer i dets gallerier, studerede kunst og arkitekturhistorie på Smith College og begyndte som voksen at samle kunst og lærte indflydelsesrige kunsthandlere at kende, herunder Sidney Janis, Ileana Sonnabend og Leo Castelli. Hun havde også interesse for arkitektur, hjulpet på vej af MoMA-kurator Emilio Ambasz, og efter at være blevet leder af Junior Council på Museum of Modern Art i 1971, organiserede hun et show med arkitektoniske tegninger, der omfattede værker af Peter Eisenman, Raimund Abraham og Gaetano Pesce, og blev administrator af MoMA i 1974.

Disse rum vidner om hendes mange venskaber: Hun og Robert Mapplethorpe havde et tæt forhold, og hun sad model til mange portrætter. Robert Morris-værket i filt, der hænger i foyeren, købte hun i 1970; “Bob var en god ven. Vi havde et rigtigt godt forhold til hinanden indtil slutningen af hans liv.” Hun skaffede Sachs hans første job efter college, hvor han arbejdede sammen med hende, da hun var konsulent for Knoll og designede krydsfinermøblerne i samarbejde med Frank Gehry.

Stuen: Jakobsons nye kulfiberrollator går i dialog med de andre genstande i hendes liv og hendes interesser.” Portrættet af Jakobson over pejsen, et af mange taget af Robert Mapplethorpe gennem deres lange venskab, er flankeret af fotografier af Matthew Barney. Richard Artschwager har designet stolen foran pejsen. “Jeg syntes egentlig bare, at den var sjov,” siger hun om gummivasen med ukrudt, der er designet af Campana-brødrene, midt i lokalet. Lolita-tæppet er af Barbara Bloom. Der er udsigt over det dobbelthøje rum med omridset af Stella-maleriet.

Mens hun kom sig efter sit fald, ledte hun efter den rigtige stolelift, der kunne sørge for, at hun kunne blive boende i sit hus. Hun har altid været fascineret af stole. Hendes første forskningsartikel, skrevet i en alder af 13 år, handlede om stolens historie. Hvorfor stolen? “Stolen er jo er en slags erstatning for den menneskelige krop. Den er det eneste møbel, der forholder sig til det enkelte menneske. Lige fra det tidspunkt, hvor du bliver sat i din højstol, til du sent i livet sætter dig i kørestolen” – griner hun – “har du med stole at gøre, og da jeg fandt min stair-climber, tænkte jeg åh Gud, det er en stol; den kommer til at redde mit liv.”

Kilde: Curbed – Art Collector Barbara Jakobson’s Vertical Life – 24. maj 2021